|
Skrevet af Joachim Parbo
Hvis man er træt af ’doping i cykelsporten’, burde man se et af de mange seriøse og spændende cykelløb, der arrangeres næsten hver weekend året rundt. Cykelsporten i Danmark er nemlig så godt som ren.
Det er ganske vist. Nationalhelten – Bjarne Riis – snød. Andre har også indrømmet, at de har snydt. Mange tv-seere føler sig snydt. Nogle kommentatorer vil have begravet cykelsporten, men det ville være synd. I de senere år synes mediernes mantra at have været: ’Cykelsporten har et dopingproblem’. Dette er langt fra virkeligheden. Man taler om de få, men fordømmelsen og dopingforskrækkelsen går ud over de mange. Ud fra mit kendskab til sporten vil jeg her prøve at komme omkring ordene ’cykelsporten’ og ’dopingproblem’ for at give ny luft til debatten. Til sidst vil jeg komme med mine bud på fremtiden for cykelsporten i Danmark. Når man taler om cykelsporten, må man holde sig for øje, at der eksisterer cykelsport på tre niveauer: lokalt, nationalt og internationalt plan.
Første niveau er de lokale klubber, som er rent private for eksempel organiseret som motionistklubber i firmaer eller er registreret under et nationalt forbund. Andet niveau er licenscykelklubber, der er registreret under det nationale forbund, som i Danmark hedder Danmarks Cykle Union. Licens er en slags ’kørekort’, der giver adgang til rigtige cykelløb i Danmark og udlandet. Der kan tegnes licens, fra man er 8 år og opefter. Cykelløbene styres af DCU’s kommissærer (løbsdommere), der sikrer, at løbene afvikles fair og ensartet. Klubberne er underlagt de nationale cykelforbunds regelsæt – og det pålægger hver klub at arrangere mindst et cykelløb for alle klasser om året. Klasserne er inddelt efter alder, styrke og køn. I herreklasserne fra 18-40 år er der 4 niveauer – Begynder, C, B og A. Kvinderne har tilsvarende deres egen B og A-klasse.
En del cykelklubber har deres egne elitehold med ulønnede ryttere. Disse klubhold kører de nationale A-løb og internationale cykelløb. I Danmark var der i 2006 19.000 medlemmer af DCU.
Det tredje niveau er de internationale cykelhold med kontinental eller professionel status. Danmark har i øjeblikket seks registrerede cykelhold med kommercielle navne og et professionelt hold.
Dopingproblem ?
Siden 1988 har der været 18 registrerede dopingtilfælde i dansk cykelsport. Cykelsporten er en af de mest testede sportsgrene i Danmark set i forhold til medlemstallet. Typisk testes vinderne af mere betydningsfulde cykelløb, men der foretages også kontroller uden for konkurrence og uden for sæsonen, hvor kontrollanterne møder op til klubtræninger eller opsøger topryttere på deres bopæl. I 2006 blev der i Danmark foretaget 154 test af de 19.000 medlemmer registeret under DCU. Til sammenligning blev der i Dansk Boldspil Union i 2006 foretaget 176 test af 296.800 fodboldspillere (kilder: www.antidoping.dk og www.dif.dk).
Når man kigger på Danmark, så har de senere år og de seneste dopingbekendelser vist, at det næsten udelukkende er blandt de danske udlandsprofessionelle, at man har kunnet finde tilfælde af doping. De ryttere, der er blevet taget, har for det meste kørt for udenlandske klubber eller udenlandske hold. Danske klubber forekommer ikke at have været arnestederne for anvendelsen af doping. Ud fra mit kendskab til cykelsporten, bl.a. efter at have deltaget i internationale cykelløb i 13 lande, kan jeg sige, at det næsten udelukkende er i toppen af den internationale cykelsport, at doping kan findes. At cykelsporten har et dopingproblem, er altså en grov generalisering. Det rammer uretmæssigt mange seriøse danske cykelryttere i alle aldre og på alle niveauer – og overser den høje moral, der præger dansk cykelsport. Jeg vil vove den påstand, at doping kun er en del af problemet i topcykelsport. Problemet er snarere et generelt hemmelighedskræmmeri. Cykelsporten har især på internationalt plan en særlig etos, hvor det at holde mund er en dyd. Sejre i cykelløb sælges og købes – både rytterne imellem og sportsdirektørerne imellem. Når man i de store løb f.eks. kan se de to førende ryttere tale ivrigt med hinanden, er det muligvis, fordi der foregår en forhandling om prisen. »Du får præmiepengene, jeg får sejren og æren«. Det er den mest kendte rytter, der løber med sejren i disse situationer. Det er godt tv og heltens fans er glade. Men det er for mig at se uærligt og snyd på linje med doping. Dette holdes naturligvis hemmeligt. Taler man over sig, kan man risikere at få et dårligt ry som upålidelig, og man kan hermed miste sin mulighed for at finde en kontrakt med et andet hold.
Bjarne Riis har udtalt, at han løj for at beskytte cykelsporten. Hvordan skal det forstås? Hvad var det, han ville beskytte? Selv om jeg er nr. 40 på verdensranglisten i cykelcross, føler jeg ikke, at der er noget særligt behov for at beskytte sporten. Men jeg har nu heller ikke noget at skjule. Der er altså mere på spil. Dopingsyndere, der afslører deres fødekæde af medsammensvorne igennem hele deres misbrugskarriere, vil potentielt set kunne påvirke op mod 50 personers fremtidige liv eller karriere. Hvis disse mennesker uhæderligt har hjulpet en til hæder og ære, er det jo også svært at angive dem. Hvis man afslører dem, har man helt sikkert mistet deres venskab, men endnu værre vil man måske blive mødt med repressalier – og det i særlig grad, hvis man stadig er en del af toppen af den internationale cykelsport. Doping er altså kun en del af problemet. Hvis frygten for repressalier fra sportens verden frygtes mere end repressalierne fra Den Internationale Cykelunion, UCI, så vil hemmelighedskræmmeriet altid vinde – og sporten tabe.
Åbenhed
Hvis man vil doping til livs, må denne etos i toppen af sporten ændres. Kontrol og straf af dopingsyndere er kun nogle af midlerne. Jeg mener, at der er behov for åbenhed.
En del nuværende og tidligere professionelle landevejsryttere har de seneste uger stillet sig ved håndvasken for at vaske hænder – men vandet er ikke altid blevet beskidt. Hvis sandheden er blevet fortalt, er det måske ikke hele sandheden, vi har hørt. Hvis der overhovedet har været tale om doping, så var det selvorganiseret, og man vidste slet ikke, hvad naboen foretog sig. At man herefter ikke bør tale mere om, hvad der skete i 1990’erne, er efter min opfattelse ikke løsningen. Den danske demokratimodel med åbenhed og dialog har vist sig at være et stort aktiv for landets udvikling. Hvorfor bør den ikke kunne bruges i forhold til bekæmpelsen af doping inden for sport? Det er problematisk for cykelsporten i Danmark og inden for cykelsporten som helhed, hvis tidligere professionelle ryttere, der har været involveret i dopingaktiviteter, får en slags monopol på at skulle fortælle, hvordan vi får ryddet op. Hvorledes skal man, hvis man ikke har været en del af den hemmelige inderkreds, kunne bedømme deres udsagn? Hvis man ikke kender præmisserne for deres udsagn, er det svært at gennemskue rigtigheden. Kan det ikke tåle dagens lys, er legitimiteten for mig at se ikke til stede. Har dansk cykelsport og cykelsporten overhovedet en fremtid? Ja, afgjort! Jeg har både her i Danmark og under mine aktiviteter i udlandet mødt mange moralske og dedikerede personer – og oplevet så mange positive elementer ved sporten, at jeg ikke finder den forkastelig. Fremtiden ser meget lysere ud, end de fleste vil tro, især hvis de kun har dannet deres holdninger ud fra det nuværende mediebillede.
De nyudsprungne dopingsyndere skal først og fremmest booke samtaler hos Anti Doping Danmark . Her kan de fortælle, hvordan det er lykkedes dem i årevis at snyde det danske og internationale kontrolsystem. Det vil hjælpe Anti Doping Danmark med at optimere kontrollen. At Telekom og CSC har private antidoping-initiativer er da en smuk tanke, men hvorfor ikke hjælpe de eksisterende officielle kontrolinstanser, før man begynder at poste penge i private initiativer?
Danske licensklubber kæmper en hård kamp for at skaffe hjælpere og midler til træning og til at føre ungdommen og eliten til hæder. De fleste klubber er baseret på frivillighed og engagement – og som inden for de fleste andre grene af det offentlige danske samfund er cykelsporten præget af en høj moral. Klubberne bliver bare holdt som gidsler i dopingdebatten. Den særlige mediefokusering skader deres sponsorsituation og afholder måske endda forældre fra at indmelde deres cykelinteresserede poder i klubberne. Det er yderst trættende at retfærdiggøre den rene sport, man repræsenterer, når tvivlerne kun kender til sporten fra det skæve mediebillede.
Det er for mig at se en fejl, at klubberne overlader debatten om cykelsporten til Danmarks Cykle Union, journalister, alle hånde kommunikationsrådgivere og ikke mindst tidligere dopingsyndere. For at forbedre egne chancer for at være en del af fremtiden burde klubberne deltage i debatten og generelt være mere tilgængelige for pressen og gøre mere for at tiltrække tilskuere og sponsorer.
DCU kan være mere aktiv
Danmarks Cykle Union kunne gøre mere for at promovere den hjemlige danske cykelsport. Post Danmark Rundt er med op imod én million tilskuere en af de største danske sportsbegivenheder, men opgraderes løbet til at være et ProTour-løb kun med adgang for verdens allerbedste hold mister den hjemlige elite og dansk cykelsport et naturligt udstillingsvindue.
Mange danske klubber er af den opfattelse, at der ofres for mange kræfter i DCU på at arrangere dette event, når løbet lige så vel kunne arrangeres af en professionel løbsarrangør. Cykelsporten i Danmark kunne profitere mere af at have et forbund, der sikrer sportens interesser bredt. En af måderne kunne være at udvide den hjemlige nationale Post Cup til at omfatte mere end fem løb, så man fik etableret en mere prestigefuld eliteliga. Den nuværende Post Cup kunne promoveres langt bedre fra DCU’s side, så interessen hos pressen og tilskuerne blev skabt og fastholdt.
Modsat banesporten, som DCU til ug har formået at udvikle til nye højder, står det sløjt til med mountainbike og cykelcross. Disse to terrændiscipliner har tidligere været fejret som danske paradediscipliner. Denne del af sporten modtager kun symbolsk finansiering til talentudvikling fra DCU. Desuden er der ingen landstræner!
Da en af Danmarks mest succesfulde cykelryttere gennem tiderne, Henrik Djernis, stillede cyklen i garagen, kunne DCU ikke finde en fuldtids trænerstilling til ham i cykelhierarkiet. Henrik Djernis var endda en af de få daværende topryttere, der indefra advokerede for en ren sport. Nu mangler cykelcross og mountainbike en kyndig træner til at sikre udviklingen af fremtidige talenter. Der er i lighed med banesporten brug for en revitalisering af denne del af sporten.
Den danske presse burde interessere sig mindre for den internationale topcykelsports dopingproblemer og mere for den hjemlige eliterække, dansk cyklings superliga.
Skal historien om syndere i den øverste del af det udenlandske cykelcirkus virkelig kunne ødelægge mulighederne for, at man kan få danske sponsorer til at gå ind i den hjemlige cykelsport? Der er noget, man har glemt at fortælle.
Adskillige danske klubhold og kommercielle landevejshold kan måle sig med udenlandske, endda professionelle hold. Cykel- og sportsfans burde strømme til de danske Post Cup-løb eller andre topløb. Det er nemlig gratis at se løbene. Danske firmaer burde kigge mere efter den danske cykelsport, når reklamekronerne investeres. En sejr og den efterfølgende logoeksponering er kun en del af de mange muligheder, en klub eller et cykelhold kan tilbyde.
Hvis der kom flere penge i den danske cykelsport, ville man kunne udnytte licensklubbernes rene og fair tilgang til sporten. Talenter ville kunne skabe sig en professionel karriere med udgangspunkt under hjemlige himmelstrøg. Med det rette talent, den rette sunde kost, træning og hvile er det faktisk stadig muligt at køre stærkt og – tag ikke fejl – endda gennemføre de store etapeløb!
Jeg vil vove den påstand, at doping kun er en del af problemet i international topcykelsport. Problemet er snarere et generelt hemmeligheds- kræmmeri. Cykelsporten har især på internationalt plan en særlig etos, hvor det at holde mund er en dyd.
Læs artiklen i Politiken 17. juni 2007, sport, side 14 af Joachim Parbo
|
| | |
|